Trioen Lighthouse X vandt lørdag aften danskernes hjerter med sangen "Soldiers of Love", og skal dermed repræsentere Danmark i Eurovision.
Og det er en glad underholdningsredaktør i DR, der sender gruppen af sted til Stockholm.
- Det, jeg selv er faldet for ved den sang, er, at man bliver glad af den. De tre drenge har en fantastisk udstråling, og så er det en sang med et fantastisk omkvæd og et vigtigt budskab, siger Jan Lagermand Lundme.
Han er nemlig stolt af, at popsangen rummer en dybere mening.
- Sangen har jo et kærlighedsbudskab. Den handler om, at vi skal være gode og ordentlige ved hinanden, og det synes jeg da egentlig, er meget passende, at lige præcis Danmark sender af sted, siger han.
Lighthouse X var langt fra bookmakernes favorit. Her var sangerinden Simone Egeriis og den danskaustralske sangerinde Anja Nissen spået bedst vinderchancer. Derfor var det lidt af en overraskelse, da drengene blev udråbt som vindere.
- Netop det at det er så uforudsigeligt, er det, der er så skønt ved grandprixet. Man går og kigger på odds og danner sig måske et indtryk af, hvem der vinder. Og så sker der noget helt andet, siger Jan Lagermand Lundme.
Nu skal trioen forsøge at klare sig bedre i Stockholm end bandet Anti Social Media, der repræsenterede Danmark sidste år i Wien i Østrig. De røg allerede ud i semifinalen, men ifølge Jan Lagermand Lundme har Lighthouse X bedre kort på hånden.
- Det er en sanggruppe og ikke et band, og det kan godt holde i Eurovision, siger han.
/ritzau/