FC Midtjyllands håndboldkvinder skal lørdag møde det ungarske tophold Györi i semifinalen i denne weekends Final4-stævne i Budapest.
TV3 Sports håndboldkommentator Peter Bruun Jørgensen mener, at Györi er storfavoritter til at vinde Champions League, så FCM får det mere end svært.
- Györi har været i semifinalerne i Champions League konstant gennem de seneste syv år, og sidste år tog holdet det sidste skridt under den spanske træner Ambros Martin.
- FCM har gjort det flot i Champions League og er et godt sammenspillet hold. De har ikke så mange profiler, men kender hinanden godt. De skal udfordre kollektivt.
- De kommer til kort, hvis de kommer i slagsmål med Györi. FCM-spillerne skal slippe bolden, før de bliver tacklet, og så skal fløjene være skarpe, hvis det skal lykkes at vinde, siger Peter Bruun Jørgensen.
Efter syv sæsoner med dansk dominans i Champions League er turneringen de seneste tre år blevet vundet af først Larvik, så Buducnost og senest Györi. Ingen danske hold er nået frem til semifinalerne før nu.
- Det økonomiske styrer meget af det. På det tidspunkt, hvor de danske klubber var helt fremme, da søgte de bedste spillere i verden til ligaen, og økonomien var attraktiv. Dengang var der mange rigtigt gode hold i den danske liga.
- Det er blevet spredt ud, og i eksempelvis Norge har man haft et godt hold i Larvik, og det samme i Ungarn med Györi.
- Det er opløftende for dansk håndbold, at vi nu igen har et hold med blandt de bedste i Champions League i en svær tid økonomisk, siger Peter Bruun Jørgensen.
Kampen mellem FCM og Györi starter lørdag klokken 15 og spilles i Papp László Budapest Sportarena med plads til 12.500 tilskuere.
WHC Warder fra Makedonien og Buducnost fra Montenegro tørner sammen i den anden semifinale klokken 17.30.
Finalen spilles søndag klokken 17, mens der er bronzekamp søndag klokken 14.30.
/ritzau/