I dag åbner Ældreministeriet dørene op for et nyt 'Partnerskab for bedre og mindre dokumentation i ældreplejen', som skal frigøre medarbejderne fra unødvendige registreringer og overflødige nationale og lokale dokumentationskrav.
Målet er at skaffe mere tid til pleje og omsorg af ældre borgere, og indsamlingen af data skal derfor gøres mere automatisk for eksempel ved brug af mere tale til tekst-teknologi.
"Medarbejderne skal have mulighed for at bruge deres faglighed og tid på at hjælpe vores ældre med pleje og omsorg. Vi skal derfor have fjernet overflødig dokumentation og bøvl. Ambitionen er et princip om ”automatisk først”, og derfor har vi bedt nogle af de fremmeste it-virksomheder om hjælp", siger ældreminister Mette Kierkgaard ifølge en pressemeddelelse.
Partnerskabet skal også identificere og pege på indberetningskrav, der kan justeres eller bortsaneres:
"Vi skal have automatiserede, meningsfulde data, som kan hjælpe med at skabe højere kvalitet i ældreplejen, og vi skal af med bøvlede arbejdsgange og dokumentation, der ikke nytter", siger ældreminister Mette Kierkgaard videre.
Hos Omilon, som deltager i partnerskabet, siger Klaus Riisberg, kommunal sektoransvarlig:
"Tid er en vigtig, men knap ressource for mange offentligt ansatte. Med mere end 70 års erfaring med udvikling af automatiserede dokumentationsprocesser og tale-til-tekst teknologi glæder vi os til at komme med vores bidrag og anbefalinger til, hvordan man kan sikre højere datakvalitet på en effektiv måde i ældreplejen. Ved at lade teknologien klare dokumentationen, kan vi være med til at frigøre værdifuld tid fra dokumentationsarbejdet".
Det forventes, at partnerskabet vil holde ét til to møder i kvartalet, og at partnerskabet præsenterer deres anbefalinger medio 2025.