Bayern Münchens 3-1-sejr over Manchester United onsdag aften betyder, at Bayern har muligheden for at vinde Champions League for andet år i træk - det har ingen gjort før.
Og sydtyskerne viste høj moral på Allianz Arena ved at slå igen med det samme, da gæsterne tog føringen på Patrice Evras drømmetræffer efter en times spil.
- Det er fremragende, at holdet formåede at komme tilbage efter det lille tilbageslag. Hvis man ser på de to kampe tilsammen, er det fortjent, at det er os, der går videre, siger en af de tyske målscorere, Thomas Müller, til tv-stationen ZDF.
Nu er Bayern München altså med blandt de sidste fire hold i turneringen og har mulighed for at møde enten Chelsea eller et af de to Madrid-hold - Real eller Atlético - i semifinalen.
Hvordan holdene skal parres, bliver afgjort ved lodtrækningen fredag. Finalen spilles på Estadio da Luz i Lissabon 24. maj.
- Vi har ét mål: Vi skal til Lissabon, siger Arjen Robben, der stod for Bayerns tredje og sidste scoring.
/ritzau/