Sangeren pådrog sig forskellige kvæstelser, blandt andet i hovedet, og blev fløjet med helikopter til det nærmeste traumecenter. Ifølge en talskvinde kan han dog snart udskrives. Imens undersøger politiet stadig, hvordan ulykken kunne ske.
Den tidligere Wham!-stjernes presseagent bekræftede i går, at sangeren fortsat er indlagt til observation, »men udelukkende som helt almindelig forebyggelse, fordi han fik nogle skrammer i hovedet«, hedder det i en udtalelse. Heri fastslår talskvinden også, at Michael »gør gode fremskridt, har det fint og og glæder sig til at komme hjem«.
Ukykken på M1 skete i torsdags, hvor den 49-årige popcrooner angiveligt var passager i en Range Rover og faldt ud, da den kørte omkring 110 kilometer i timen.
En medtrafikant ved navn Katherine Fox fortæller frokostavisen The Sun, at hun så en forslået Michael ligge på kørebanen og standsede for at hjælpe ham. »Han havde nogle grimme snitsår i ansigtet og der var blod over det hele. Han var i chok, men kunne forklare, at han havde villet lukke en bildør ordentligt og åbnede den helt først«, beretter bilisten og slutter: »Jeg tror, George var heldig med at slippe fra ulykken med livet i behold«.
Historien melder intet om, hvem der sad bag rattet i Range Roveren, eller hvor bilen blev af.
Efter flere dramatiske køreture i hashpåvirket tilstand er Michael selv frakendt kørekortet i fem år og kan først tage det igen i 2015.