Med blot halvanden uge til valget har Socialdemokratiet meldt stort ud.
Ifølge Ekstra Bladet fortæller Mette Frederiksen, at Socialdemokratiet deler penge ud som en form for inflationshjælpepakke, der skal hjælpe landets fattigste mod den stigende inflation.
Men ikke nok med det, så er forslagene også rettet mod ældre, lejere samt virksomheder.
Gaveregn
Først og fremmest vil førstnævnte kunne se frem at modtage en skattefri ældrecheck. Beløbet lyder på 5000 kroner og vil blive tildelt de pensionister, der har mindst.
Men det kræver naturligvis, at Socialdemokratiet kommer igennem med forslaget.
Socialdemokratiet ønsker samtidig at begave lejere i almene boliger. Partiet er således kommet med et forslag om et "ekstraordinært huslejetilskud" på 5000 kroner til 70.000 almene husstande, der skal fordeles som huslejenedsættelse via boligorganisationerne.
Slutteligt vil Socialdemokratiet afsætte 70 millioner til at støtte købmænd samt andre forretninger i de små byer, der er "energiudsatte".
Pengene vil blive tildelt virksomheder via ansøgninger, men her er der udelukkende tale om virksomheder i byer af en særlig lille størrelse.
Indbyggergrænsen skulle angiveligt ligge på 2500, men endnu er intet blevet bekræftet.
Samtidig - for at hjælpe landets små og mellemstore virksomheder - er der snak om en udskydelse af betalingsfrister på moms, a-skatter og coronalån.