Galleri: Katvig får årets miljøpris for leasing af børnetøj

Elo Christoffersen

|

18/09/2013

Dagens topnyheder

Det blev det populære børnetøjsmærke Katvig, der løb med Miljøministeriets CSR Environment-pris ved CSR Awards 2013 i Holstebro tirsdag aften. Prisen blev givet for Katvigs nyskabende forretningsmodel, hvor forældre kan lease babytøjspakker.

Når tøjet er blevet for småt, bliver det blot skiftet ud med en pakke babytøj et nummer større.

- Alle forældre til mindre børn ved, at tøjet ikke når at blive slidt, før børnene er vokset ud af det. At man nu kan leje tøjet i stedet for at købe det, kommer til at spare os alle for en masse ressourcer. Tøjbranchen er en af de mest forurenende industrier i verden, og der er brug for, at vi genbruger tekstiler og bliver bedre til at udnytte tøjets levetid. Katvig Leasing går foran med et godt eksempel på en ny forretningsmodel, der forhåbentlig kan inspirere flere i branchen til at se fordelene i genbrug, sagde miljøminister Ida Auken ved prisuddelingen.

Katvig har helt fra begyndelsen i 2003 haft fokus på bæredygtig produktion.

Katvig var nomineret til prisen sammen med Aarhus Vand A/S, som har skabt et ultramoderne rensningsanlæg til fosforudvinding, samt det borgerinvolverende 'Nulskrald'-initiativ fra virksomheden AVV I/S i Nordjylland.

Juryen bestod af Hanne Juel, udviklingskonsulent i Region Midtjylland, Michael Søgaard Jørgensen, lektor på Aalborg Universitet, Sofus Midtgaard fra Leaderlab, Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i Dansk Industri og Claus Stig Pedersen, direktør og koncernansvarlig for CSR i Novozymes A/S.

Hovedtaler var FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan.

Se billederne nedenunder...