Indvielsen af Anholt Havmøllepark blev torsdag eftermiddag markeret i Legoland.
- Det er sejt, at møllerne er bygget af Lego. De ligner også rigtig meget, men de rigtige vindmøller er meget større, fortalte Sofus Nordby Rasmussen på 11 år, som var med til at indvie havmølleparken i Legoland.
Hans ældre skolekammerat Julie Bækgaard Hvillum på 13 år var helt enig.
- Vi sejler forbi den rigtige vindmøllepark ret tit, og det var rigtig sjovt at være med til at trykke på knappen og sætte Lego møllerne i gang. Det var ret vildt sådan at være hovedgæsterne, fortalte Julie.
Opførelse på halvandet år
Sammen med Legoland har Dong Energy opført havmølleparken i området ”Energien i Danmark” i Miniland med syv havmøller, der nu står klar. De syv havmøller fungerer som et udsnit af den virkelige Anholt Havmøllepark, som består af 111 havmøller og er den største af sin slags i Danmark.
Parken ved Anholt indvies officielt den 4. september under overværelse af Dronning Margrethe og Prins Henrik.
Læs også: Tredje aktivitet nu lukket i Legoland
Byggeriet af havmølleparken i Legoland har fulgt samme forløb som byggeriet af den virkelige Anholt Havmøllepark i Kattegat, som har taget cirka halvandet år at opføre.
Besøgende i parken i Billund har derfor haft mulighed for at følge tilblivelsen af Danmarks største havmøllepark, og de kan nu udforske den færdige park og lære mere om energien i Danmark i Minilands energiunivers, som Dong Energy og Legoland står bag.
Læring gennem leg
Ved at kombinere leg og læring kan besøgende i LEGOLAND lære mere om energi, og med Anholt Havmøllepark i LEGOLAND er det samtidig muligt at lære mere om, hvordan vindens kræfter kan omsættes til strøm i stikkontakten.
- Havmølleparken i Legoland viser meget fint, hvordan den lidt større park i Kattegat ser ud, og hvordan det er muligt at lave strøm ved hjælp af vinden. Samtidig kan man se en model af et mølleinstallationsfartøj, og få indtryk af den krævende opgave, det er at rejse møller til havs, siger Flemming Thomsen, projektdirektør i Dong Energy.
Læs også: Farvel til Minetoget og Timber Ride
- Anholt Havmøllepark har stor betydning for Grenaa og Djursland, og har skabt mange lokale arbejdspladser. Derfor er jeg ekstra glad for at det er skolebørn fra øen Anholt, der har fået lov til at indvie parken i Legoland, siger Jan Petersen, borgmester for Norddjurs Kommune.
Strøm til 400.000 husstande
Anholt Havmøllepark bliver Danmarks største havmøllepark med 111 vindmøller og en kapacitet på 400 MW. Det betyder, at den kan producere strøm svarende til 400.000 husstandes årlige elforbrug eller omkring fire procent af Danmarks samlede elforbrug.
Se billederne nedenunder.......