Mens vi andre sad derhjemme og sukkede over regnvejret hele dagen i går, var der to teenagere fra Omaha, der havde den fedeste søndag, de nogensinde har haft og formentlig nogensinde vil få.
- Jeg har lige set Paul McCartney i Dundee! Min nat er helt fantastisk, skrev den ene af de to drenge, Luke, på sin Twitter-profil i aftes.
Kort tid efter uploadede hans kammerat Tom White beviset: En selfie af sit bredt smilende ansigt og en thumbs up, med selveste Paul McCartney og Warren Buffett siddende henslængt på en bænk i baggrunden.
- Chiller bare lige med mine homies, lød den lettere underspillede tekst, der fulgte med billedet, som både blev uploadet på Twitter og Instagram.