Den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, siger, at han og andre finansministre fra de rige industrilande i G7-gruppen arbejder sammen om at løse krisen i Ukraine, og at Rusland må være en del af løsningen.
Den tyske finansminister siger, at han venter, Ukraine bliver nævnt i de afsluttende communiqueer fra drøftelser i G20 og IMF.
- Vi er alle enige om, at vi må løse dette i fællesskab, siger Schäuble i Washington.
- Rusland må være en del af løsningen, og vi ønsker ikke at gøre dette svært for Rusland, tilføjer han.
Rusland kommer til at være en del af G20-topmødet senere på året, siger den australske finansminister, Joe Hockey, der er vært for mødet mellem verdens førende industrinationer i Brisbane senere på året.
Der har været fremsat spekulationer om, hvorvidt Rusland ville blive udelukket på grund af dets annektering af Krim-halvøen.
- Selvfølgelig vil Rusland være med ved bordet, siger Joe Hockey til tv-kanalen CNBC i Washington.
- Men det er et økonomisk forum, og mens vi naturligvis vil diskutere nogle af de geopolitiske udfordringer i Ukraine, så vil vi ikke lade det dominere vores dagsorden, som er at fokusere på, hvordan vi kan skabe vækst i den globale økonomi, siger han.
I sidste måned aflyste den uformelle samarbejdsorganisation G7 det planlagte G8-topmøde i den russiske by Sotji til juni. Rusland er gruppens ottende medlem.
Landene sagde samtidig, at de ikke vil være aktive i G8, før Rusland ændrer kurs.
/ritzau/Reuters