Chris Froome (Sky) bliver en hård nød at knække for konkurrenterne i årets Tour de France.
Da briten med rødder i Kenya søndag vandt Romandiet Rundt efter sejr på den afsluttende enkeltstart, kunne han konstatere, at hans form skrider så godt frem, at han er bedre end sidste år.
.- Jeg er foran i forhold til samme tid sidste år, siger Chris Froome til den franske sportsavis L'Equipe.
- Men jeg har stadig masser af arbejde at gøre. Jeg rejser tilbage til Tenerife for at blive stærkere og tabe mig yderligere, fortsætter han.
Chris Froome og hans Sky-hold har de seneste år haft træningsbase på Tenerife, hvor de kan træne i højderne omkring vulkanen Teide.
Sidste år brugte Jakob Fuglsang samme terræn til sine træningslejre, og i år gør Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) det samme.
Mange var begyndt at frygte, at Chris Froomes forår gav ham for mange problemer til, at han kan være konkurrencedygtig i juli.
Sidste års Tour-vinder måtte nemlig melde fra til den imødesete duel mod blandt andre Alberto Contador i etapeløbet Tirreno-Adriatico på grund af en dårlig ryg.
Det var i marts. En lille måned senere meldte han fra til Liege-Bastogne-Liege på grund af en infektion i brystet.
Alligevel kan Froomes træner Tim Kerrison bekræfte Tour-vinderens teori om, at han er blevet bedre.
- Han er som minimum på niveau med næste år. På vores seneste træningslejr var han på et højere niveau, siger han.
Chris Froomes næste cykelløb - og sidste inden Tour de France - bliver Critérium du Dauphine i Frankrig fra den 8. til 15. juni.
Tour de France begynder i Leeds den 5. juli.
/ritzau/