Selv om han har været ramt af skader og sygdom, synes sidste års Tour de France-vinder Chris Froome på vej mod endnu en stærk sommer.
Søndag vandt han den afsluttende enkeltstart på 18,5 kilometer i det schweiziske etapeløb Romandiet Rundt.
Etapesejren var også med til at give ham den samlede sejr i løbet med 28 sekunders forspring til sloveneren Simon Špilak (Katusha).
Alene på enkeltstarten viste Froome styrke ved at besejre verdensmesteren på enkeltstart, Tony Martin (Quickstep), med et enkelt sekund.
En lidt kuriøs statistik, som dog alligevel giver et fingerpeg, fortæller, at de seneste tre års vinder af Romandiet Rundt også har taget den samlede sejr i Tour de France nogle måneder senere.
I 2013 var det også Chris Froome. Året før, hans holdkammerat Bradley Wiggins, og i 2011 australieren Cadel Evans (BMC).
Jakob Fuglsang fortsatte også sit gode forår med stabile topresultater ved igen at køre i top-10 og sikre sig point til verdensranglisten.
Fuglsang blev samlet nummer syv i løbet efter en placering som nummer 17 på dagens enkeltstart i samme tid som holdkaptajn Vincenzo Nibali. De var 43 sekunder efter Froome.
/ritzau/