Froome om duel med Contador: Vi kørte os helt ud

admin

10 år siden

|

09/06/2014

Dagens topnyheder

Efter to etaper i cykelløbet Critérium du Dauphiné har Chris Froome (Sky) to sejre, mens Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) har to andenpladser.

Mandag var Froome stærkest på de 13 kilometer op ad Col du Béal, som afsluttende en 158,5 kilometer lang kuperet etape. Afslutningen gav et nyt fingerpeg om, at de to ryttere kommer til at give hinanden og tilskuerne en god duel, når Tour de France begynder 5. juli.

Den følelse har en veltilfreds Chris Froome også.

- Jeg gav alt i dag. På sådan et bjerg blev det en fantastisk duel med Alberto Contador. Vi kørte os helt ud. Det var virkelig tæt mellem os. Jeg prøvede at angribe et par gange, men han var for stærk, siger Chris Froome.

- Alle her er næsten på samme niveau som i Tour de France. I dag var vores første rigtige duel, hvor vi begge er i god form, så jeg er rigtigt glad for at vinde under de omstændigheder, fortsætter briten.

Også i Tinkoff-Saxo-lejren sporer man stor tilfredshed med, at Contador i modsætning til 2013 er i stand til at følge med Froome når han accelererer.

- I bunden af den sidste stigning øgede Sky-holdet tempoet markant, og mange gode ryttere faldt fra. Da Chris Froome angreb var Alberto på hans hjul. Han var aldrig i væsentlige vanskeligheder, og han valgte at blive bag Froome helt til målstregen, siger Tinkoff-Saxos sportsdirektør Philippe Mauduit i en pressemeddelelse.

- Jeg er rigtigt godt tilfreds med Albertos tilstand, og jeg tror, at det lover godt for Tour de France.

I Critérium du Dauphine kører rytterne tirsdag en relativt flad etape, som efter alt at dømme ender med et sprinteropgør.

/ritzau/