Frivillige leder efter forsvunden 17-årig pige i Korsør

admin

436 uger siden

|

11/07/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En piges mystiske forsvinden i Korsør er efter halvandet døgn ikke kommet meget nærmere sin opklaring.

Søndag aften og natten til mandag har både politi og frivillige ledt efter den 17-årige Emilie.

- Men der er desværre ikke noget nyt, siger vagtchef Søren Østervig, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Mandag morgen mødtes politiet med en stor gruppe frivillige på et hotel i Korsør med henblik på at koordinere indsatsen.

- Vi er selvfølgelig kun interesseret i at finde hende, så umiddelbart er der behov for så mange hænder som muligt, siger vagtchefen.

Den 17-årige pige er sidst set søndag morgen klokken 04, da hun tog afsked med to veninder ved Korsør Station efter en bytur i Slagelse. Pigen skulle have været på arbejde som kirkesanger i Korsør Kirke klokken 9.30 søndag morgen, men mødte ikke op.

Politikommissær Kurt G. Nielsen fra lokalpolitiet i Slagelse fortæller, at en helikopter forsøger at afdække områder, hvor politiets hunde og de frivillige ikke umiddelbart har adgang.

- Helikopteren eftersøger strandkanter, vandet og inde i en stor indsø, der ligger ved havnen, siger politikommissæren.

På Facebook forsøger frivillige at medvirke til sagens opklaring. Mandag eftermiddag har siden "Eftersøgningen af Emilie Meng" 3400 medlemmer.

Blandt andet understreger et af medlemmerne vigtigheden af, at hjælpsomme borgere ikke blot indleder jagten på egen hånd.

- Vi har i samarbejde med politiet fået udleveret de områder, der skal eftersøges. Derfor er det vigtigt, at I ikke leder selv. I skal komme på Grand Park, så jeg kan sende jer ud, lyder det fra Jane Valsted, der har sat sig for at fordele arbejdet.

Emilie er 168 centimeter høj og beskrives som almindelig af bygning med langt brunt hår.

Hun var iført en sort langærmet cardigan med en sort blondebluse under, blå jeans og blå Adidas-sko.

/ritzau/