Frist er udløbet: Rusland savner gaspenge fra Ukraine

admin

|

30/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Rusland havde ikke modtaget nogle betalinger for gas fra Ukraine, da en betalingsfrist, som Moskva havde sat, udløb torsdag, skriver nyhedsbureauet Interfax.

Nyhedsbureauet citerer den russiske energiminister, Aleksander Novak, der er i Berlin for at føre forhandlinger med Ukraine og EU om den ukrainske gasgæld.

Moskva og EU har ifølge Novak foreslået, at Kijev-regeringen betaler den russiske energigigant Gazprom to milliarder dollar (omkring 11 milliarder kroner) den 30. maj, og derefter 500 millioner dollar (omkring 2,7 milliarder kroner) den 7. juni.

- Dette er en betingelse for at få prisnedslag og for yderligere drøftelser, siger den russiske minister.

Ifølge AFP er der en deadline tirsdag 3. juni, og nyhedsbureauet skriver, at Rusland giver Ukraine til mandag at betale 5,17 milliarder dollar (omkring 28 milliarder kroner).

Gazprom har tidligere truet med at stoppe forsyningerne af naturgas til Ukraine, fordi det kriseramte og økonomisk pressede land har en ubetalt gigantisk gasregning.

Spændingerne vækker også bekymring i Europa, der forlader sig på russisk gas, som dækker omkring en fjerdedel af behovet for gas. Omkring halvdelen af russisk importeret gas bliver sendt gennem Ukraine.

EU's energikommissær, Günther Oettinger, der har mæglet mellem parterne, siger, at EU skal sikre sig nok gasforsyninger til næste vinter, så man ikke kan blive "politisk eller økonomisk afpresset".

Den tyske avis Die Welt citerer en undersøgelse fra EU for, at et stop for russisk gas "direkte ville påvirke næsten hele EU med undtagelse af Den Iberiske Halvø og det sydlige Frankrig".

Oettinger opfordrer til at se på en langsigtet strategi for energi, hvilket også er på dagsordenen under et topmøde mellem EU's stats- og regeringschefer i Bruxelles til juni.

Den ukrainske overgangsregering har gentagne gange afvist at betale regningen, da Rusland næsten har fordoblet priserne for gassen til Ukraine.

/ritzau/Reuters