Hvis der findes én sang, som vi danskere med rette har kunne sætte på her i april, så har det været nu afdøde Princes ballade 'Sometimes it snows in april'.
For i stedet for sol og forår så har vi måtte finde os i både sne, slud og meget tvivlsomme varmegrader.
Nu er der imidlertid heldigvis godt nyt til alle de forårshungrende, for den bidende kulde er på retur, og når vi kommmmer til Kristi Himmelfart d. 5. maj, så er der gode muligheder for, at forårsvejret kan snige sig helt op på 20 grader. Det skriver DR.dk.
- Det begynder torsdag, hvor det kommer noget varm luft. Typisk kommer der regn, som har varme med sig på bagsiden. Det kan blive op mod 20 grader i weekenden. Men det bliver ikke helt tørt. Regnen kommer sikkert lørdag, forklarer Jesper Theilgaard til DR.
Udover de positive vejrprognoser for næste weekend, så ser det også ud til at den bidende kulde nu endegyldigt er et overstået kapitel.
- Prognoserne ser endelig ud til at være en smule positive, og det ser ret sikkert ud til at temperaturen kommer til at stige ganske pænt, mener Jesper Theilgaard.
Vi skal dog ikke vente helt til Kristi Himmelfart, før det gode vejr melder sig, for allerede på søndag ser det ud til, at vi får både sol og temperaturer op til 15 grader.