Frederik Løchte bringer Danmark tæt på Davis Cup-sejr

admin

10 år siden

|

04/04/2014

Dagens topnyheder

Danmark bragte sig fredag aften foran med 2-0 i Davis Cup-kampen mod Luxembourg i anden runde i Europa/Afrika gruppe 2.

Først sejrede 26-årige Martin Pedersen sikkert i sin singlekamp mod Ugo Nastasi. Sætcifrene lød så overbevisende som 6-4, 6-4, 6-1.

Senere fredag fulgte 30-årige Frederik Løchte Nielsen, der ligger nummer 741 på verdensranglisten i single, op med en gevinst over Mike Scheidweiler.

Sejren til Frederik Løchte Nielsen var mere kneben og endte med cifrene 6-3, 6-4, 5-7, 6-7, 6-1 efter fem hårde sæt.

Danmark kan hermed sikre sig den samlede sejr, når Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann lørdag spiller doublekamp.

Vinder Danmark den kamp, venter enten Moldova eller Hviderusland i en oprykningsfinale til Europa/Afrika gruppe 1 - niveauet lige under World Group i Davis Cup.

- Vi har tidligere været foran 2-0 og tabt, så der er intet at fejre, før sejren er helt i hus.

- Når det er sagt, ser situationen selvfølgelig god ud, og holdet er opsat på at avancere til en oprykningsfinale, siger Martin Pedersen i en pressemeddelelse.

/ritzau/