Fredag er flagdag i Herning

John Meyer

11 år siden

|

08/02/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Herning Kommune har hejst 250 flag gennem hele gågaden, på Torvet og ved alle indfaldsveje til jubilæumsbyen i dag, hvor 100 dages fest bliver sunget i gang af 1000 skolebørn i MCH Herning Kongrescenter. Selve jubilæumsdagen er den 1. april, hvor blandt andre  dronning Margrethe og prins Henrik deltager.

- Vi vil jo gerne have at det rigtigt skal batte, og at festen spreder sig til alle flagstænger i byen. Så derfor opfordrer vi i jubilæumskomitéen alle til sammen med os at hejse flaget både på startdagen og på den officielle jubilæumsdag 2. påskedag, siger Helge Sander, der er formand for komitéen.
Og han har store forventninger til at der rent faktisk vil rejse sig en skov af blafrende flag på de to dage.

- Tænk bare tilbage på GiroStart2012 sidste forår. Dengang var hele byen praktisk talt pink, fordi folk havde bundet tyl i træerne, spraymalet deres cykler, taget lyserødt tøj på eller hvad de nu kunne komme i tanke om for at markere, at de bakkede op om det store cykelarrangement. Helt så vildt forestiller jeg mig ikke, det bliver i år, men det ville da være fantastisk flot, hvis de røde/hvide farver trådte tydeligt frem over hele byen og signalerede, at vi også står sammen om at fejre vores by og dens udvikling i både fortid og fremtid, siger Helge Sander.