Fransk stjerne langer ud efter Manchester United

admin

10 år siden

|

02/05/2014

Dagens topnyheder

Den franske midtbanespiller Paul Pogba, der er en af de store profiler hos italienske Juventus, langer ud efter Manchester United.

21-årige Pogba fik aldrig slået sit navn fast i Manchester United, og efter en kontraktstrid skiftede han til Juventus i sommeren 2012.

- Jeg blev frosset ud, fordi klubben sagde, at jeg ville væk. Det var disrespekt fra klubbens side, siger Pogba til BBC.

Pogba er især meget utilfreds med, at United med den daværende manager Alex Ferguson i spidsen frøs franskmanden så meget ud, at han måtte træne alene på et tidspunkt.

- Manchester United er en stor klub, men du må tænke på dig selv. Du skal spille. Træneren fortalte mig, at jeg ville få mine chancer, men jeg spillede ikke. Jeg trænede alene i en hel uge.

- De sagde til mig, at jeg skulle gå i styrkerummet. Jeg sagde: Jeg er ikke en atlet, men en fodboldspiller, lyder det fra Pogba.

Kun syv kampe - alle som indskifter - spillede Pogba for United, inden han skiftede til Juventus. Her vandt han i sin debutsæson det italienske mesterskab i 2013, og det ser ud til, at succesen gentager sig for Pogba i år.

/ritzau/