Den 31-årige franskmand Bacary Sagna har spillet sin sidste kamp for Arsenal. Til den franske avis L'Equipe fortæller han, at han ikke forlænger kontrakten, der udløber denne sommer.
- Det er ikke længere en hemmelighed, at jeg forlader Arsenal. Klubben har gjort et forsøg, men diskussionerne er ikke gået i den retning, jeg ønskede, siger Bacary Sagna.
Han kom til klubben i 2007, så det blev til syv hele sæsoner hos London-klubben. Han glæder sig over, at det i den sidste optræden overhovedet lykkedes at vinde en pokal. Arsenal sluttede ni års pokaltørke med at vinde FA Cup-finalen mod Hull tidligere i maj.
- At slutte med at vinde en pokal på Wembley var helt magisk.
Det er uvist, hvor Sagna fortsætter karrieren. Højrebacken, der tidligere i karrieren har spillet i den franske klub Auxerre, kan dog gøre brug af det måske mest attraktive udstillingsvindue, da han er en del af Frankrigs trup ved VM i Brasilien, der begynder om to uger.
/ritzau/