Frank de Boer vil overveje tilbud fra Eriksens klub

admin

|

29/04/2014

Dagens topnyheder

Tottenhams Christian Eriksen kan muligvis blive genforenet med sin tidligere træner i Ajax Amsterdam, Frank de Boer.

De Boer bekræfter over for den hollandske tv-station NOS, at London-klubben har kontaktet Ajax' sportsdirektør Marc Overmars.

- Englænderne har kontaktet Marc Overmars. Jeg vil overveje det, når vi har spillet den sidste ligakamp den 3. maj, siger Frank de Boer ifølge nos.nl.

- Jeg vil tale med dem og lytte til, hvad de har at sige. Derefter vil jeg lade mine følelser bestemme, siger Ajax-træneren.

Frank de Boer var i flere sæsoner træner for Christian Eriksen i Ajax Amsterdam, der de senere år har hentet en del danske spillere. Blandt andre Lasse Schöne, Nicolai Boilesen, Christian Poulsen og Viktor Fischer.

Tim Sherwood er i øjeblikket manager for Tottenham.

/ritzau/