En gruppe islamister har dræbt 15 kurdere i en syrisk landsby - deriblandt syv børn, siger en overvågningsgruppe og en fotograf på stedet fredag.
- Angrebet blev begået af gruppen Iraks og Levantens Islamiske Stat (Isil), som centralkommandoen i al-Qaeda lagde afstand til tidligere i år.
Isil har gennem seks måneder været i gang med en offensiv mod syriske kurdere og forskellige oprørsgrupper, hvilket har svækket oprøret mod præsident Bashar al-Assads regime.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der løbende rapporterer om dræbte og sårede i konflikten, siger sammen med en pressefotograf, at angrebet skete torsdag nær den kurdiske by Ras al-Ain, som blev stormet af de militante.
Landsbyen ligger 600 kilometer nord for Damaskus i den nordøstlige, olieproducerende provins Hasaka, der er hjem for omkring en million syriske kurdere.
Fotos fra en Reuters-fotograf viser seks lig, hvoraf tre er meget unge drenge. En midaldrende kvinde sidder og holder om en af de dræbte.
Isil ligger i konflikt med al-Qaeda efter en magtkamp om blandt andet territorium og rivalisering med Jabhat al-Nusra, som udgør al-Qaedas officielle fløj i Syrien.
Under konflikten i Syrien er dele af landet blevet udviklet til et kludetæppe af konflikter mellem forskellige sekteriske og politiske grupper, hvoraf nogle kommer fra Irak og Libanon.
De syriske kurdere har i vidt omfang forsøgt at holde sig ude af oprøret mod Assad, der hovedsageligt ledes af sunnimuslimske arabere. Kurderne håber på autonomi i et fremtidigt Syrien uden Assad, men de frygter, at oprørsbevægelsen vil ignorere dem.
Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der har base i Storbritannien, og som er på oprørernes side, anslår, at over 160.000 mennesker er blevet dræbt under konflikten, der begyndte i marts 2011.
/ritzau/AFP