Forsvundet fly er styrtet i havet: Alle formodes døde

admin

|

24/03/2014

Dagens topnyheder

Malaysia Airlines oplyser, at ingen fra det forsvundne Boeing 777-fly, der forsvandt for over to uger siden undervejs fra Malaysia til Kina med 239 personer om bord, ventes at blive fundet i live.

Den malaysiske premierminister siger på et pressemøde, at flyet med al sandsynlighed er styrtet ned i Det Indiske Ocean, og derfor bekræfter han flyselskabets oplysninger om, at alle angiveligt er døde.

Konklusionen baserer flyselskabet og premierministeren på ny data fra satellitter, der viser, at flyets sidste position var meget langt ude over havet vest for Perth, Australien, og dermed langt fra en mulig landingsplads.

- Dette er en øde egn langt fra enhver tænkelig landingsplads, siger premierminister Najib Razak.

- Det er derfor med stor sorg og fortrydelse, jeg må informere jer om, at flyet MH370 ifølge de nye data endte i den sydlige del af Det Indiske Ocean, siger han.

Premierministeren oplyser, at familierne til passagererne har fået den nedslående nyhed.

- Malaysia Airlines må med dyb beklagelse antage, at MH370 uden for enhver rimelig tvivl er tabt, og at ingen om bord er overlevet, har Malaysia Airlines angivelig skrevet i en sms-besked til de pårørende, skriver BBC.

Ingen vragdele fra flyet er med sikkerhed blevet fundet, men i løbet af de seneste dage er forskellige genstande i fjerntliggende egne af Det Indiske Ocean blevet spottet.

Mandag skal et skib fra den australske flåde være tæt på at finde muligt vragmateriale, fortalte den australske premierminister, Tony Abbott, mandag formiddag (dansk tid).

- Besætningen om bord på flyet The Orion så to genstande, den første var en grå eller grøn rund genstand, mens den anden var et orange, rektangulært objekt, sagde den australske regeringsleder i parlamentet.

Der er tale om andre genstande end dem, som er blevet set af besætningen på et kinesisk fly, og som blev lokaliseret i Det Indiske Ocean ved Australien til at være omkring 2500 kilometer sydvest for byen Perth.

Flyet MH370 forsvandt 8. marts fra flyradarer mindre end en time efter take-off fra Kuala Lumpur i Malaysia.

Det forbliver uvist, hvad der er gået galt på flyet.

/ritzau/