Forsvaret: Dansk gidsel i Ukraine er i sikkerhed under angreb

admin

10 år siden

|

02/05/2014

Dagens topnyheder

Den danske tilbageholdte OSCE-observatør har det efter omstændighederne godt og er i sikkerhed, oplyser Forsvaret til Ritzau.

Udmeldingen kommer fredag, hvor ukrainsk militær har indledt, hvad de prorussiske separatister kalder et frontalt militært angreb på byen Slavjansk i det østlige Ukraine. To ukrainske helikoptere er skudt ned af oprørerne, og to besætningsmedlemmer er dræbt.

Danskeren blev sammen med seks andre observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) taget som gidsler af prorussiske, militante separatister for en uge siden.

De sidder fortsat indespærret i Slavjansk, men har det ifølge Forsvarets oplysninger det godt, siger presseofficer fra Forsvarskommandoen, Henrik Mortensen.

- Efter vores oplysninger har den danske observatør og de øvrige observatører det efter omstændighederne godt og er i sikkerhed forstået som, at de stadig er tilbageholdt, men de er i sikkerhed i forhold til det, der foregår i Slavjansk i øjeblikket, siger han til Ritzau.

Han har kommentarer til, hvor oplysningerne stammer fra.

Skudsalver og eksplosioner er blevet hørt nær den oprørskontrollerede by fredag, og det ukrainske forsvarsministerium bekræfter, at to Mi-24-helikoptere er skudt ned, og at to fra mandskabet er dræbt.

Angrebet er markant optrapning af konflikten, der har været støt voksende, siden prorussiske oprørere med magt overtog den ukrainske halvø Krim i februar, og Rusland kort efter annekterede området.

De prorussiske militser har den seneste uge optrappet deres angreb på politiet og offentlige bygninger i det østlige Ukraine.

Søndag hævdede en kilde i det russiske forsvarsministerium, at Ukraine var i gang med at forberede et militært angreb.

Ifølge det regeringskontrollerede nyhedsbureau RIA Novosti har en kilde oplyst, at 15.000 ukrainske soldater er mobiliseret i forstæderne til Slavjansk lige som 160 kampvogne, 230 infanterikøretøjer, pansrede mandskabsvogne, minekastere og raketsystemer.

/ritzau/