Det skyldes, at man i en række forsøgsresultater, hvor midlet har været indblandet, har skabt "uhørte" resultater.
Således har en række forskere vist, at lægemidlet lorlatinib i flere tilfælde faktisk helt har stoppet udviklingen af lungekræft i længere tid end nogen anden behandlingsform.
Det skriver B.T.
På verdensplan er lungekræft den kræftform, der koster flest liv. Omkring 1,8 millioner dør hvert år af lungekræft.
Også herhjemme har sygdommen den højeste dødelighed af alle kræftformer. Kun 20 procent af alle ramte mænd og 30 procent af ramte kvinder er i live fem år efter, de fik stillet diagnosen.
Derfor er ovennævnte resultater altså mildest talt banebrydende, da forskerne bag nu tror, at disse tal kan forlænges markant.
"Så vidt vi ved, er resultaterne uden fortilfælde," sagde undersøgelsens hovedforfatter, Dr. Benjamin Solomon, som er medicinsk onkolog ved Peter MacCallum Cancer Centre i Melbourne, Australien.
Resultaterne, som fredag blev fremlagt på kræftkonferencen American Society of Clinical Oncology i Chicago, viser, at omtrent 60 procent af de patienter med fremskreden lungekræft, som i forsøget blev behandlet med midlet lorlatinib, stadig var i live efter fem år.
Taget i betragtning af, at det altså er de færreste, der lever fem år efter at have fået stillet diagnosen, er det jo fantastisk i sig selv.
Men dét, der har fået lægerne til at gøre ekstra store øjne, er, at forsøgsdeltagernes sygdom ikke udviklede sig.
De samme gjaldt kun for otte procent af de patienter, der som kontrolgruppe blev behandlet med en standard medicin mod lungekræft.
I forsøget, hvor 296 patienter med fremskreden lungekræft deltog, blev halvdelen behandlet med lorlatinib, mens den anden halvdel fik medicinen crizotinib.
Til trods for at patienterne, der fik lorlatinib oplevede lidt flere bivirkninger end de andre, kalder en af de eksperter, der ikke selv har aktier i forsøget, resultaterne for 'banebrydende’.