Det var en blanding af spiritus og stoffer, som den 23-årige Ramze Abdullah Hassan Jabr var påvirket af, da han i november påkørte og dræbte 46-årige Cilla Olander Johansson på H.C. Andersens Boulevard i København.
Og netop den cocktail er særlig farlig især for unge mennesker, fortæller Inger Marie Bernhoft, som er seniorforsker på DTU Transport og har beskæftiget sig med forebyggelse af spirituskørsel.
- Vi ved, at der er en speciel høj risiko for unge, når de blander - som det også var tilfældet i denne sag. Den er omtrent 10 gange større end for personer i en moden alder, siger Inger Marie Bernhoft til Ritzau og fortsætter:
- Unge er til større fare, fordi de ikke tåler alkohol lige så godt som en moden person, de har ikke særlig meget køreerfaring, og de har ofte den adfærd, at de kører lidt hurtigere og "vil vise sig".
Hun opfordrer til, at der bliver sat fokus på, at unge mennesker ikke kan drikke lige så meget alkohol, som voksne mennesker kan, og at risikoen for at blive indblandet i et trafikuheld er langt højere, når man som ung sætter sig bag rettet med en blanding af spiritus og stoffer i blodet.
Netop det budskab har Rådet for Sikker Trafik taget til efterretning allerede sidste år da Færdselssikkerhedskommissionen i deres handlingsplan for sikker trafik frem mod 2020 pegede på at oprette en særordning for unge mennesker
- I flere sammenhænge peger vi på, at unge har en højere risiko for trafikuheld og er overrepræsenteret i statistikkerne, og det bør selvfølgelig også indgå i de unges overvejelser, at de burde afstå helt fra at køre bil, når de har indtaget alkohol eller narko, siger direktør i Rådet for Sikker Trafik Mogens Kjærgaard Møller.
- Vi har en masse skolemateriale, hvor vi gør opmærksom på, hvor overrepræsenterede de unge er både på de tekniske skoler og niende og tiende klasse.
- I løbet af 2014, 2015 og 2016 er der særligt fokus på de unge og de særlige udfordringer, der er for dem som nye trafikanter. Både manglende køreerfaring, brug af mobiltelefoner under kørsel og påvirkning af alkohol.
Ramze Jabr blev onsdag idømt en fængselsstraf på fire år og seks måneder for uagtsomt. Han havde en promille på 1,01 og hash i blodet, da ulykken fandt sted.
Sagen er anket til Østre Landsret.
/ritzau/