Formel 1-retur får Magnussen til at droppe Indycar

admin

9 år siden

|

12/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Lige siden Kevin Magnussen efter sidste sæson blev degraderet til reservekører i Formel 1 hos McLaren, er der blevet spekuleret i, om den 22-årige danske racerkører ville stille op i en alternativ løbsklasse for at holde sig varm.

Magnussen, der søndag skal agere vikar under sæsonåbningen i Formel 1, afslører på et møde med den danske presse forud for grandprixet i Australien, at han har forhandlet med hold i Indycar-serien, men at det ikke længere er relevant.

Indycar er en amerikansk pendant til Formel 1.

- Jeg var i USA for at snakke med Indycar-teams og prøvede at komme til at køre Indycar, men det er blevet droppet nu. Formel 1 kommer i første række, fortæller Kevin Magnussen.

Danskeren erstatter holdkammeraten Fernando Alonso, som efter et uheld er blevet frarådet af lægerne at stille op i det australske grandprix i weekenden.

Og selvom det altså ligner et midlertidigt comeback til Kevin Magnussen i motorsportens ypperste klasse, så er planerne om Indycar eller andre løbsserier umiddelbart lagt på hylden.

- Hele idéen bag at køre Indycar var at komme tilbage i Formel 1 igen, holde sig skarp og få noget løbserfaring.

- Jeg tror også, at hvis man kunne komme til Indycar som rookie og gøre det rigtig godt - måske vinde - så ville det se rigtig godt ud. Det er sindssygt svært at gøre, men man skal stile højt.

- Men det kommer ikke til at ske i år, konstaterer Kevin Magnussen.

Han vil dog ikke helt udelukke, at motorsportsfans får ham at se i andet end en Formel 1-bil i 2015.

- Jeg har ikke planer om andet, men jeg er åben, hvis der kommer muligheder, lyder det fra Kevin Magnussen.

Formel 1-grandprixet i Melbourne køres søndag klokken seks om morgenen dansk tid.

/ritzau/