Julen er en fest, og for mange er det en tradition at give store gaver og købe dyre juleting – også selvom pengene ikke helt rækker. Nye tal fra Nordea viser, at hver femte dansker forventer at køber julegaver på kredit i år. Det er imidlertid en rigtig dårlig forretning at betale for gaver, pynt og julemad med de såkaldte kviklån, hvor der ikke kræves kreditvurdering. Men hvor der til gengæld skal betales tårnhøje omkostninger, fortæller Forbrugerrådets formand Anja Philip til bladet Tænk.
Forbrugerrådet: Dyre lån burde forbydes
- Har man har en presset økonomi, er vores råd, at man får lagt et realistisk budget, så man kan se, hvor meget man har råd til at bruge i julen. De dyre kviklån er en virkelig dårlig akut løsning – især for folk, der i forvejen har en presset økonomi. Faktisk mener vi i Forbrugerrådet, at der burde være et loft for hvor dyrt man kan låne penge ud, da der spekuleres i at udnytte folk, der i forvejen er sårbare og pressede økonomisk og derfor fx ikke kan låne penge i banken, siger Anja Philip.
Årlige omkostninger på over 1000 procent
Firmaet Ferratum reklamerer under mottoet ”Er hjertet større end tegnebogen” i disse dage for lån til julegaver. En gennemsnitsdansker forventes at bruge omkring 5000 kroner på jul i år, og låner man det beløb hos firmaet Ferratum midt i julemåneden, kommer man 1. februar til at betale næsten 7000 kroner tilbage – altså op imod 2000 kroner mere end man har lånt. Tilbuddet fra Ferratum har dermed en Årlig Omkostning i Procent (ÅOP) på over 1000 procent. Hvis man låner de 5000 kroner hos firmaet Folkia, skal der blot en måned efter betales over 6000 kroner tilbage. Folkias lånetilbud lander på en ÅOP på over 900 procent.
Flere har brug for gældsrådgivning i januar
Forbrugerrådets Gældsrådgivning oplever stigende søgning, når de økonomiske tømmermænd ovenpå en jul for lånte penge melder sig, og rådgivningen udgiver derfor nu en folder med ti gode tips til at komme i gennem julen uden at ende i gæld.
Forbrugerrådet forventer i år at rådgive omkring 1200 gældsramte. Det er en stigning på omkring 25 procent i forhold til 2011. Gældsrådgivningen har til huse i Aalborg, Odense, Esbjerg, København og åbner i januar et kontor i Nykøbing Falster.