Forbrugerne gider ikke blande sig i vandet

admin

10 år siden

|

16/02/2014

Dagens topnyheder

Forsøget på at give forbrugerne mere indflydelse på vandselskaberne er endt som en dundrende fiasko.

Det viser de netop afholdte valg af forbrugerrepræsentanter til vandselskabernes bestyrelser landet rundt.

Selvom danskerne går op i prisen på deres drikkevand, kloakering og beskyttelse mod skybrud, så gider de ikke sidde i vandbestyrelserne.

Aarhus Vand brugte en halv millioner kroner på at leve op til det politiske krav om valg af forbrugerrepræsentanter. Blandt de 250.000 stemmeberettigede århusianere stemte kun 364 personer - en stemmeprocent på 1,5 promille.

Dermed har vinderkandidatens 115 stemmer hver kostet 4000 kroner. Et resultat, som direktør fra Aarhus Vand Lars Schrøder ikke er tilfreds med.

- Det er at stikke blår i øjnene på folk. De har i forvejen indflydelse via de folkevalgte lokalpolitikere i bestyrelserne, og det vil være mere effektivt at gå via dem, hvis man vil have noget igennem, siger han.

Flere steder har vandforsyningerne måtte jagte kandidater, fordi ingen frivilligt ville. I Guldborgsund Forsyning og Solrød Spildevand røg to kandidater ind helt uden valg, fordi de var de eneste.

Formand for Folketingets miljøudvalg, Lone Loklindt (R), vender tomlen nedad for forbrugervalget.

- Det er jo et pseudodemokrati, når det kun er nogle ganske få mennesker, der kender den forbrugerrepræsentant, der er valgt på ganske få stemmer, siger hun.

For at sikre forbrugerne mere indflydelse og muligheder for at klage, når de er uenige med deres vandselskab, så foreslår Dansk Vand- og Spildevandsforening Danva til gengæld, at der oprettes et branchefinansieret klagenævn.

- I dag skal klager via domstole eller forbrugerombudsmand. Vi mener, at et klagenævn er langt bedre for forbrugerne, der nemmere og forhåbentlig nærmest omkostningsfrit kan indbringe en klage og få den hurtigt afgjort, siger Lars Therkildsen.

/ritzau/