Folk råber ad hinanden på cykelstien, og giver "fuckfingeren" til andre trafikanter. Og i nogle tilfælde fører vrede i trafikken til direkte vold.
Særligt i København, men også i mange andre større byer breder den dårlige opførsel sig på vejene. Det skriver Jyllands-Posten.
Ifølge en rapport fra Cyklistforbundet har 42 procent af alle cyklister, bilister og fodgængere været udsat for tilråb fra cyklister.
36 procent har oplevet at "få fingeren" af andre trafikanter på cykel.
Cyklistforbundet mener, at flere cykler og flere biler er en del af forklaringen på cyklisternes opførsel og de hyppige verbale sammenstød.
- Når der er mange cyklister på lidt plads, og folk kører i forskellige tempi, kan det give nogle konflikter, siger direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam til Jyllands-Posten.
Hos DGI genkender idrætskonsulent Ulrich Gorm Albrechtsen billedet. DGI er netop gået sammen med Cyklistforbundet og FDM om en kampagne, der skal bekæmpe vejvreden.
- De seneste par år har der været mange episoder, hvor cyklister har været i konflikt med bilister, og konflikterne er eskaleret de seneste fire-fem år, siger Ulrich Gorm Albrechtsen til Jyllands-Posten.
Idéhistoriker, filosof og professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Lars Henrik Schmidt er aktiv cyklist i København.
Han har blandt andet skrevet bogen "Om vreden". Bogen handler om, hvordan vreden kommer til udtryk i danskernes hverdag.
Lars Henrik Schmidt forklarer til Jyllands-Posten, hvordan vejvreden, som man kender fra biltrafikken, også eksisterer blandt cyklister.
- I gamle dage talte man om, at man blev et monster, når man sad i en lukket bil afskærmet fra verden. Men på cykel føler man sig blot fri til at opføre sig åndssvagt på en anden måde, siger han.
- Netop fordi man er så mobil på en cykel, føler mange, at man dermed ikke rigtig står til regnskab for sin opførsel, fordi man hurtigt kan komme væk fra situationen.
/ritzau/