Landets største og mest succesfulde fastfoodkæde McDonald’s er havnet i fedtefadet.
For efter en række ulækre fund, er en McDonald's-restaurant nu blevet lukket på ubestemt tid.
Det betyder, at lokalborgere i Thisted må kurere sine tømmermænd med noget andet end en tur på McDonald's.
Fredag er McDonald's i byen nemlig blevet lukket ned på ubestemt tid, fordi der er fundet spor af skadedyr.
Det skriver TV Midtvest.
I juli var den gal, da der blev fundet en rotte i krybekælderen på restauranten, men hvad det er for nogle skadedyr, der er fundet i denne omgang fremgår ikke.
Sikkert er det dog, at restauranten er lukket ned.
"Det er standardprocedure. Nu er der koblet en skadedyrsbekæmper på, der kortlægger problemets omfang og lægger en plan. Der bliver først åbnet igen, når skadedyrsbekæmperen siger god for det," siger Mads Jensen, der er pressekontakt ved McDonalds Danmark.
Han ved endnu ikke, hvornår restauranten genåbner.