Fodgænger død efter påkørsel på motorvej: Nu advares bilisterne efter torsdagens episode

Emil Martesen

9 uger siden

|

18/10/2024
Nyheder
Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Nu advares bilisterne efter torsdagens episode.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Motorvejen er kun for køretøjer, og atter kun for køretøjer.

Det satte en tragisk hændelse på Holbækmotorvejen torsdag aften to steger under, da en fodgænger mistede livet.

Den mandlige fodgænger, som var i 40'erne, blev påkørt, da han tilsyneladende forsøgte at krydse motorvejen i mørket.

Ulykken skete i vestgående retning mellem Brøndbyøster og Vallensbæk, og politiet modtog anmeldelsen klokken 21.37.

Vagtchef Bo Nyberg Ris fra Københavns Vestegns Politi fortæller, at det var umuligt for bilisten at undgå påkørslen:

"Der har været buldermørkt derude på det tidspunkt, og den stakkels bilist har ikke haft en chance", lyder det fra ham ifølge Ekstra Bladet.

Men herefter bliver det sparsomt med detaljer.

Politiet er i skrivende stund stadig usikre på, hvordan fodgængeren endte på motorvejen, men episoden får dem til at opfordre bilister til at tage forholdsregler, hvis de oplever problemer på motorvejen:

"Hvis man har været ude i sin bil, og den er gået i stykker, vil vi opfordre til, at man kører ud i siden og ringer efter hjælp, og at man ikke begynder at krydse motorvejen", siger Bo Nyberg Ris videre.

Efter ulykken opstod der trafikale udfordringer, og motorvejen blev kortvarigt spærret, mens en bilinspektør arbejdede på stedet.

De pårørende til den omkomne fodgænger er blevet underrettet om ulykken.

Vi her på redaktionen sender de varmeste tanker til alle de pårørende i den svære tid.