FN advarer: "Snart vil der være millioner af flygtninge i Europa"

Mathias Nielsen

141 uger siden

|

04/03/2022
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
FN anslår, at de kommende uger vil lægge et massivt pres på de europæiske lande.

Dagens topnyheder

Den tilspidsede situation i Ukraine har allerede fået tusinder af ukrainere til at flygte til andre lande - især nabolande som Polen og Ungarn har modtaget mange tusinder allerede.

Seneste tal viser, at Polen på en lille uges tid har modtaget over 500.000 flygtninge, mens Ungarn har modtaget over 130.000.

Dermed har de to lande taget en stor procentdel af de cirka 1.000.000 flygtninge, som den første uge har søgt over grænsen.

FN's flygtningechef, Filippo Grandi, har i løbet af sin lange karriere aldrig oplevet en lignende udvandring målt på omfang og hastighed, som det ses lige nu.

“Jeg har arbejdet med flygtningehjælp i næsten 40 år, og jeg har sjældent set en så hastig flugt som den her,” siger han til AP ifølge TV 2.

Flygtningechefen opfordrer derfor på Twitter til øjeblikkelig våbenhvile, så det bliver muligt for hjælpeorganisationer at yde livreddende bistand til befolkningen i Ukraine.

Elisabeth Arnsdorf Haslund, dansk talsperson for FN's Flygtningeorganisation, UNCHR, er også bekymret over den voldsomme situation.

“Der er ingen tvivl om, at dette er en af de største flygtningekriser på europæisk jord i lang tid, siger Elisabeth Arnsdorf Haslund. Vi risikerer op imod fire millioner flygtninge i de kommende uger og måneder,” lyder vurderingen fra hende.

Ud over at mange ukrainere er flygtet ud af landet, så pointerer Elisabeth Arnsdorf Haslund samtidig, at verdenssamfundet ikke må ikke glemme de mennesker, der er på flugt inde i selve Ukraine - de såkaldt internt fordrevne.

De befinder sig primært i den østlige del af Ukraine på grund af langvarige spændinger i de prorussiske regioner Donetsk og Luhansk, som Rusland lige inden invasionen erklærede for uafhængige. 

Elisabeth Arnsdorf Haslund vurderer, at der formentlig er helt op til 800.000 internt fordrevne lige nu i Ukraine.