Flygtninge: Hjælpende danskere er utrolig vigtigt

admin

|

23/02/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De kommer fra hvert deres land og med forskellige historier. Men Abel og Magdoline er begge enige om, at de ikke kunne have været foruden den danske flygtningehjælp.

Både 31-årige Abel og 34-årige Magdoline har mandag aften ved Røde Kors' humanitære folkemøde i Sønderborg fortalt om deres rejse fra hjemlandet til Danmark.

For Magdoline, der er fra Syrien, blev det en tur på to måneder, som ifølge hende selv var en barsk oplevelse. Men da hun endelig nåede frem til Danmark og blev indkvarteret på Center Sandholm - også kaldet Sandholmlejren - fik hun en oplevelse for livet.

- Jeg glemmer ikke det først ansigt, jeg så. Det var en smuk kvinde. Da hun åbnede døren smilte hun og sagde, at jeg var meget velkommen. Lige præcis det ansigt og det øjeblik glemmer jeg ikke, siger Magdoline.

De indtil videre fire måneder i landet har også givet hende et indtryk af, at danskerne er venlige og generelt gode til at hjælpe folk med at falde på plads.

Også Abel, der er fra Eritrea, har haft samme oplevelse med danskerne. I de fire måneder, han har været i Danmark, er han blevet inviteret inden for hos en familie, der ikke kendte ham.

- Få uger efter, jeg var kommet her til, blev jeg inviteret hjem til en familie til middag. De kendte ikke mig eller min baggrund, men de vidste bare, at jeg boede i et asylcenter.

- Mens jeg var hos dem, ringede de til nogle af deres venner, som kom forbi med deres børn, og de bød mig også velkommen til landet. Der følte jeg mig meget velkommen, siger Abel.

Mens både Abel og Magdoline er glade for deres første oplevelser i det danske, så går tankerne også på dem, der stadig er tilbage i Eritrea og Syrien.

- Folk fra Syrien har uden tvivl brug for hjælp. De har mange problemer og oplever frygtelige ting.

- Mange af dem har også brug for lægehjælp, fordi der er krig og mangel på mad. Der er så mange ting, som de har brug for, at jeg ikke kan nævne dem alle sammen, siger Magdoline.

Røde Kors' folkemøder, der næste gang finder sted i Aarhus på torsdag, sætter blandt andet fokus på, hvordan frivillige kan inddrages mere i arbejdet med at modtage og integrere flygtninge.

/ritzau/