Flydende russisk atomkraftværk har kurs mod Storebælt

admin

443 uger siden

|

04/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En kontroversiel gæst glider ind i de indre danske farvande, når Rusland til næste år søsætter verdens første flydende atomkraftværk, "Akademik Lomonosov".

Det firkantede metaluhyre er bygget på en fladbundet pram i Skt. Petersborg og skal slæbes fra Østersøen ind gennem Storebælt og videre op langs Norges kyst til sit arktiske bestemmelsessted nord for Sibirien.

Her skal det levere strøm og omdanne saltvand til drikkevand i nogle af det russiske riges mest afsidesliggende kroge.

Når atomkraftværket efter planen i oktober 2017 sejler ind i dansk farvand med maven fuld af beriget uran, sidder Søværnets Overvågningsenhed klar til at følge det nøje.

I første omgang dog kun fra land, fortæller enhedens chef, kommandørkaptajn Gustav Lang.

- Det er klart, at vi interesser os, når der kommer sådan et fartøj, som vi ikke har set før. Men vores udgangspunkt er at håndtere det som alle de andre mere end 100.000 passager, vi har om året, siger han.

Det vil ifølge Gustav Lang sige, at søværnet har tænkt sig at følge det flydende atomkraftværk på en skærm fra en kontorstol og ikke sætte et eller flere patruljeskibe til at eskortere det.

- Vi gør ikke noget proaktivt, med mindre der sker noget åbenlyst ulovligt, eller vi bliver bedt om det fra andre myndigheders side, siger Gustav Lang.

Også i Beredskabsstyrelsens afdeling for nukleart beredskab tager man den radioaktive jomfrurejse med ro, siger fungerende chef Carsten Israelson.

- Vi vil køre med et lettere forhøjet beredskab og følge fartøjet som en prik på en skærm, men det er på ingen måde noget, der får os i alarmberedskab, siger han.

Carsten Israelson henviser til, at atomdrevne russiske isbrydere tidligere ved flere lejligheder er sejlet gennem de danske farvande for at bryde is inde i Den Finske Bugt.

- Og selv om vi jo aldrig har set et flydende atomkraftværk før, så har det omtrent de samme reaktorer om bord som isbryderne. Så vores procedure vil ikke være anderledes, siger han.

/ritzau/