Og i uge 22 nåede DAT den højeste passagerbelægning på ruten siden starten i 2012.
Antallet af passagerer på flyruten mellem Sønderborg og København er steget støt de seneste måneder, og Lars Høeg, Managing Director i Danish Air Transport (DAT), der har hovedsæde i Vamdrup, fortæller:
- Vi er meget tilfredse med den stigning i belægningen, vi nu oplever. Det er resultatet af den tilpasning, vi foretog i starten af året, hvor vi øgede antallet af afgange og tiderne blev justeret. Vores dialog med de sønderjydske virksomheder har også haft indflydelse for væksten på ruten, siger Lars Høeg og fortsætter:
- Igennem det seneste halve år har vi systematisk været i kontakt med vores kunder og sammen med dem fundet løsninger, der passer til det sønderjydske rejsebehov.
Siden starten i maj 2012 og frem til nu har DAT haft en gennemsnitlig punktlighed på 95,5 procent - og 99,4 procent af alle afgange er gennemført.
- Vi er klar over, hvor vigtigt det er for vores rejsende at overholde aftaler eller nå en videre flyforbindelse. Derfor er vi meget fokuseret på, at vores fly flyver til tiden, forklarer Lars Høeg.
DAT oplyser, at sommerprogrammet for perioden 1. juli til den 11. august er på plads og kan bookes. Langt de fleste af rutens kunder er forretningsrejsende, som kun har et beskedent rejsebehov om sommeren, så derfor er der færre afgange i dette tidsrum.
- Fra den 12. august vender vi tilbage til vores nuværende program, hvor vi flyver fire daglige afgange på hverdage og én afgang om søndagen, slutter Lars Høeg.