Mere tilsyn fra Arbejdstilsynet og et rejsehold, der har fokus på det psykiske arbejdsmiljø, skal mindske risikoen for vold på udsatte arbejdspladser.
Forslaget kommer fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der ønsker at bekæmpe vold på udsatte arbejdspladser.
I alt er afsat 16 millioner kroner til initiativet. De 10 af millionerne er afsat til personalet på landets hospitaler.
- Vi foreslår at bruge penge fra Forebyggelsesfonden til et fornyet fokus på at bekæmpe vold og trusler om vold på arbejdspladserne. Der er arbejdspladser, hvor risikoen for vold er til stede, og det er ofte steder, hvor medarbejdere arbejder med udsatte borgere, siger Mette Frederiksen.
Med initiativet til medarbejderne på hospitalerne vil der nu være forebyggelsespakker til de brancher, hvor risikoen er størst for at blive udsat for vold eller truet på jobbet.
I dag er der forebyggelsespakker til politi og fængselsbetjente samt til ansatte i hjemmeplejen og på døgninstitutioner.
Ifølge ministeriet er risikoen for at blive udsat for vold som specialpædagog på en døgninstitution 37 gange større end for medarbejdere, der har et kontorarbejde.
- Vi kan ikke fjerne risikoen helt, når vi har at gøre med meget syge og meget sårbare mennesker, men vi kan gøre mere for at komme noget af volden til livs og for at forebygge den. Sygeplejersker, socialrådgivere og parkeringsvagter skal kunne gå trygt på arbejde, siger hun.
Efter knivdrabet på en læge og en socialrådgiver på institutionen Saxenhøj i Sakskøbing krævede flere forbund politisk handling og efterspurgte en handlingsplan i stil med dem, der kendes fra bygge- og anlægsområdet.
Ministeren har derfor inviteret FOA, Socialpædagogernes Landsforbund og Dansk Socialrådgiverforening til møde.
- Jeg vil der diskutere, om der er behov for en national handlingsplan, fordi vi skal finde de redskaber i fællesskab, som er de rigtige. Og vi ved fra arbejdspladser, der arbejder systematisk med forebyggelse af vold, at man kan komme rigtig langt, siger hun.
Beskæftigelsesministeriet er derudover i gang med at afdække, om lovgivningen kan ændres, så loven også kommer til at omfatte de mennesker, der oplever trusler efter arbejdstid, for der gælder arbejdsmiljølovgivningen nemlig ikke.
Beskæftigelsesministeren regner med at lande aftalen sammen med SF og Enhedslisten.
/ritzau/