Mange kommunale bygninger i Horsens Kommune har solcelleanlæg. Men kommunen vil inden 2020 have 10.000 kvadratmeter, der er dækket af solceller.
Og det mål er Horsens Kommune allerede tæt på at opnå, da 800 kvadratmeter allerede er på vej i år. Dermed er man oppe på næsten 4000 kvadratmeter.
- I Horsens Kommune har vi valgt at kombinere bygningsvedligeholdelse med miljøtiltag. Det betyder, at hver gang et tag skal renoveres – og hvis forholdene er til det – sætter vi solceller på taget. Vi slår altså to fluer med ét smæk og sparer samtidig penge ved ikke at skulle sætte stilladser op i to omgange, fortæller energikonsulent Henri V. Nielsen, Kommunale Bygninger.
Han tilføjer, at solcelleanlæg er mange skridt foran andre energibesparende tiltag. Udgifter til solceller er med den nuværende nettomålerordning tjent ind igen på 10 år. Hertil kommer, at anlæggene stort set passer sig selv.
Ud over Horsens Rådhus, som har fået 630 kvadratmeter tag dækket med solceller, er det fortrinsvis skoler og haller, der står for tur. Søvind Skole, Gedved Skole og Højvangskolen har allerede store solcelleanlæg.