Flere handicappede undtages fra kontanthjælpsloft

admin

456 uger siden

|

01/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En ny gruppe af handicappede pilles nu ud af loven om kontanthjælpsloftet, skriver DR.

I sidste uge besluttede forligspartierne at undtage handicappede, der var blevet anvist af kommunen til en handicapbolig. Nu gælder det alle handicappede, der bor i en særlig handicapbolig.

- Det har vist sig uhensigtsmæssigt at have et kontanthjælpsloft for den her gruppe, fordi de får en særlig høj boligstøtte, og det er boligstøtten, der rammes, hvis man overstiger kontanthjælpsloftet, siger Marlene Harpsøe (DF), formand for Folketingets beskæftigelsesudvalg, til DR.

Det er et ændringsforslag fra Socialdemokraterne, som nu møder opbakning fra forligspartierne.

For en uge siden blev regeringens lovforslag ændret første gang. Her blev blinde, gigtramte, sindslidende og andre handicappede, der af kommunen er henvist til at bo i en særlig bolig, undtaget fra kontanthjælpsloftet.

Det skete, efter at blandt andre Kommunernes Landsforening og Danske Handicaporganisationer havde gjort opmærksom på, at der ville være stor risiko for, at beboere i de ofte dyre handicapboliger, ville risikere ikke at kunne betale deres husleje.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) er tirsdag i samråd for at forklare nærmere om forslaget. Her får han ros for at have lyttet til kritikken på det punkt.

- Men lad os nu ikke rose for meget, lyder det fra SF's beskæftigelsesordfører Karsten Hønge.

- Det er jo ikke sådan, at regeringen gør noget godt for de handicappede. Den lader bare være at gøre noget meget dårligt.

/ritzau/