Finsk ølkoncern trak Royal Unibrew op i 2013

admin

10 år siden

|

11/03/2014

Dagens topnyheder

Bryggerikoncernen Royal Unibrew kom ud af 2013 med et resultat før skat på 548 millioner kroner mod 481 millioner kroner i 2012, oplyser selskabet i en meddelelse.

Og det var en god afslutning på et år, hvor bryggerikoncernen voksede, lyder det.

- 2013 har været et både godt og vigtigt år for Royal Unibrew.

- Et år, hvor det både lykkedes for os at foretage et attraktivt opkøb samt at styrke vores markedsposition og opnå et væsentligt bedre resultat end i 2012, skriver Henrik Brandt, administrerende direktør i Royal Unibrew, i meddelelsen.

I august 2013 overtog Royal Unibrew den finske drikkevarevirksomhed Hartwall. Med købet af Hartwall har Royal Unibrew udbygget sin position som den næststørste bryggerigruppe i Norden og Baltikum, skriver selskabet.

Nettoomsætningen i Royal Unibrew steg i 2013 med lige over en milliard kroner til knap 4,5 milliarder kroner.

– På trods af stadigt udfordrende markedsforhold styrkede vi samtidig vores markedspositioner og markedsandele, hvilket er et resultat af betydelige investeringer i vores kommercielle aktiviteter, i innovation og i vores brandporteføljer.

- Både i Vesteuropa og Nordøsteuropa har innovationsniveauet været højt med lancering af en række nye forpaknings- og smagsvarianter - blandt andet nye varianter af Royal Beer, Faxe Kondi Booster og Nikoline, siger Henrik Brandt.

/ritzau/