I Finland er både europaminister Alexander Stubb og EU's økonomikommissær Olli Rehn valgt ind i Europaparlamentet for henholdsvis regeringspartiet Samlingspartiet og oppositionens Centerparti, der begge bevarer deres tre pladser.
Samtidig fordobler det EU-skeptiske parti De Sande Finner sit mandattal og sætter sig på to af Finlands 13 pladser i parlamentet.
Det viser det officielle resultat fra det finske valg, hvor der var en stemmedeltagelse på 40,9 procent.
Stubb blev valgets helt store stemmesluger og med direkte opbakning fra 8,6 procent af vælgerne.
Det er dog usikkert, om Stubb faktisk vil indtage sin plads, da han samtidig ligger lunt i opgøret om at overtage statsministerposten efter Jyrki Katainen, der har meddelt, at han træder tilbage og er interesseret i et af de europæiske topjob, der bliver ledige i år.
Samlingspartiet er gået en smule tilbage ved valget og har fået 22,6 procent af stemmerne, mens Centerpartiet får 19,7 procent.
De Sande Finner bliver tredjestørst med 13,2 procent af stemmerne.
Socialdemokraterne, der er med i Finlands meget brede regeringskoalition, går fem procentpoint tilbage og kan veksle sine 12,3 procent af stemmerne til to mandater.
Valgdeltagelsen i Finland var med 40,9 procent en smule højere end i 2009.
Syv af de 13 valgte finske europaparlamentarikere er kvinder.
/ritzau/