Finland sender Canada ud af ishockey-VM

admin

10 år siden

|

22/05/2014

Dagens topnyheder

Finland stod torsdag aften for lidt af en overraskelse ved VM i ishockey i Minsk.

I kvartfinalerne sendte finnerne OL-guldvinderne, Canada, ud af turneringen med en sejr på 3-2.

Sejrsmålet faldt med lidt over tre minutter tilbage af tredje periode, da Iiro Pakarinen sendte pucken i mål.

Finland møder Tjekkiet i semifinalen. Tjekkerne, der tidligere i turneringen tabte til Danmark, vandt 4-3 over USA.

Mens Canada vandt sin gruppe, skrabede finnerne sig kun akkurat videre fra sin gruppe på en fjerdeplads.

Rusland fortsatte den dominans, der sikrede landet syv sejre af syv mulige i gruppespillet.

I kvartfinalerne blev det til en sikker 3-0-sejr over Frankrig, så russerne holder kursen mod revanche for OL-fiaskoen hjemme i Sotji for tre måneder siden.

For første gang ved VM havde Rusland stjernerne Alexander Ovechkin og Jevgenij Malkin på banen i samme kamp.

Pittsburgh Penguins-spilleren Jevgenij Malkin, der stødte til truppen før den sidste gruppekamp, lavede en scoring og en assist mod franskmændene.

Rusland skal i semifinalen møde vinderen af kampen mellem Hviderusland og Sverige.

/ritzau/