For mange danskere er mandag lig med første arbejdsdag efter sommerferien, og over hele landet skal børn igen til at fylde skoletasken med bøger, pennalhus og madpakke.
Opfordringen fra DMI lyder, at de korte benklæder ikke skal pakkes alt for langt væk, for der bliver brug for dem i den andel halvdel af ugen.
Først skal vi dog lige igennem to dage, hvor regn og skyer kan spille den blå himmel et puds, forklarer meteorolog Anja Bodholdt fra DMI.
- Mandag holder det stort set tørt, men i løbet af eftermiddagen kan der komme noget regn i småtingsafdelingen i det sydlige Jylland. Mange steder får vi dog stadig mellem 20 og 23 grader, siger hun.
- Tirsdag har vi en front, som kommer sydfra. Den kan danne nogle lidt kraftigere regnbyger i det sydlige Jylland, og det kan måske også genere fynboerne. I løbet af dagen trækker den mod øst, så sjællænderne vil få regn ud på aftenen, siger Anja Bodholdt.
Et højtryk vil dog i løbet af tirsdag presse sig på og formentlig lægge sig over Skandinavien resten af ugen.
Det betyder, at danskerne får varmen østfra, og for dem, der stadig holder sommerferie, er stranden ikke det værste sted at opholde sig.
- Det bliver nogle ret pæne dage. Især ved de vestvendte kyster vil der være dejligt. Fredag kan der blive mellem 24 og 27 grader flere steder, mens der ved østvendte kyster kun bliver 20-23 grader, siger Anja Bodholdt.
- Hovedsageligt er det sådan, at når vi får vinden østfra, vil det på grund af de lidt køligere havtemperaturer være koldere ved de østvendte kyster. Og vi kan godt få en let til frisk vind fra øst sidst på ugen, forklarer hun.
/ritzau/