Filmede sammen: Nu skal de giftes

admin

9 år siden

|

01/09/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hun blev for alvor kendt, da hun indtog rollen som Christine Daaé i filmatiseringen af Andrew Lloyd Webbers " The Phantom of the Opera" i 2004. 

Inden længe skal Emmy Rossum gøre sig klar til en helt ny rolle. En rolle, som forhåbentlig vil være for livet. Den 28-årige skuespillerinde skal nemlig giftes.

Det afslører hendes forlovede, Sam Esmail, på det sociale medie Twitter.

- Det er den bedste nyhed, jeg har modtaget hele året: Emmy Rossum sagde ja. Jeg er rimelig sikker på, intet vil kunne overgå det her, skriver han.

Den 37-årige filmskaber mødte Emmy Rossum på filmsettet til "Comet". I filmen, som Sam Esmail instruerede, spiller Rossum en ung kvinde, som under en meteorregn møder sit livs kærlighed spillet af Justin Long. 

Efter indspilningerne gik filmens kærlighedshistorie så mere eller mindre i opfyldelse for den unge Emmy Rossum, der kort efter begyndte at date den ni år ældre instruktør og manuskriptforfatter.

Emmy Rossum, der fylder 29 år den 12. september, fortalte sidste år til People Magazine, hvordan hun foretrækker at tilbringe sin fødselsdag sammen med sin udkårne Sam Esmail - og en hel flok veninder.

- Vi tog i operaen og så "Traviata". Bagefter holdt vi et middagsselskab hjemme hos mig. Vi var ni piger og min kæreste, fortalte hun til magasinet og tilføjede:

- Stakkels ham. Eller heldige ham.

Se Sam Esmails opslag på Twitter her: https://twitter.com/samthemovie/status/638486312828276736

/ritzau/FOKUS