Filmdarling røber: Derfor brød vi forlovelsen

admin

9 år siden

|

16/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det lignende en hed Hollywood-romance, da Kate Hudson flashede sin gigantiske forlovelsesring i 2011, men efter fire års forhold indså hun og Muse-musikeren Matt Bellamy i slutningen af 2014, at de to aldrig ville komme til at leve lykkeligt til deres dages ende.

Det fortæller den 36-årige skuespillerinde åbenhjertigt i et interview i den kommende novemberudgave af magasinet Allure.

- Det er meget smertefuldt, når et forhold slutter, men hvis Matt og jeg havde haft et fantastisk forhold, ville vi stadig være sammen, lyder det fra den Oscar-nominerede og Golden Globe-vindende "Almost Famous"-stjerne.

- Vi valgte at gå fra hinanden, fordi vi havde forskellige syn på fremtiden. Men det betyder ikke, at vi ikke kan bygge noget fælles op for vores barn, siger Hudson, der har den fireårige søn Bingham med Bellamy.

Efter bruddet har skuespillerinden og Muse-musikeren kæmpet for ikke at blive den slags ekskærester, der skændes og smider vaser i hovedet på hinanden, og det betyder meget for Hudson.

- Vi vil gerne sikre, at Bingham i højere grad føler, at han får noget ud af bruddet frem for at miste noget, og heldigvis har overgangen været problemfri. Børn vil bare gerne se deres forældre være glade. Alle har det fint, understreger "How to Lose a Guy in 10 Days"-skuespillerinden.

- Man skaber selv det udfald, man gerne vil have. Man har selv magten over, om en situation skal ende med at være vanskelig og besværlig, men jeg forsøger at gøre bruddet så positivt som muligt. Lykke er ikke noget, der kommer automatisk til én. Det er en aktiv proces, lyder det fra skuespillerinden.

Kate Hudson har ikke haft held med at date rockmusikere, for forholdet til The Black Crowes-frontmanden Chris Robinson, som skuespillerinden har den 11-årige søn Ryder med, sluttede på katastrofekurs i 2007, da parret lod sig skille efter syv års ægteskab.

Kate Hudson er aktuel i musik-komediefilmen "Rock the Kasbah", der også har Bill Murray og Bruce Willis på rollelisten, når den får dansk biografpremiere den 26. november.

/ritzau/FOKUS