Da det blev besluttet, at "Fifty Shades of Grey"-bøgerne skulle filmatiseres, var fans fra hele verden spændt på at se, hvilke skuespillere der mon skulle spille rollerne som henholdsvis Christian Grey og Anastasia Steele.
Den kvindelige hovedrolle endte med at gå til den amerikanske skuespillerinde og model Dakota Johnson, der tidligere havde medvirket i biografhittet "21 Jump Street".
Efter at den første "Fifty Shades of Grey"-film fik premiere, blev offentligheden også mere opmærksom på den 26-årige skuespillerindes privatliv, og flere medier var også hurtige til at bringe historien om, at Dakota Johnson dannede par med den britiske musiker Matthew Hitt.
Nu kan det amerikanske E! News dog afsløre, at de unge stjerner ikke længere er sammen, efter at de har dannet par siden september 2013.
Det er dog ikke første gang, at Dakota Johnson og Matthew Hitt har valgt at gå fra hinanden. Ifølge E! News besluttede de nemlig at gå hvert til sit for første gang tilbage i starten af 2015. Bruddet varede imidlertid ikke længere, og efter at have været adskilt i få måneder kunne parret ses sammen på ny.
At Dakota Johnson og Matthew Hitt endnu engang er blevet singler betyder ikke, at parret kan hvile på laurbærrene.
Matthew Hitt skal nemlig på en lang turné sammen med sit band "Drowners", mens Dakota Johnson er i fuld gang med at indspille den nye "Fifty Shades of Grey"-film, "Fifty Shades Darker", som får premiere i 2017.
/ritzau/FOKUS