Federer tangerer Nadal-rekord ved French Open

admin

10 år siden

|

25/05/2014

Dagens topnyheder

Roger Federer var en af de første spillere i aktion ved grand slam-turneringen French Open søndag eftermiddag, og den fjerdeseedede schweizer gik nemt videre til anden runde.

Uden de store problemer vandt Federer 6-2, 6-4, 6-2 over slovakiske Lukás Lacko i en opvisning, som varede 84 minutter. Lacko, som er nummer 88 i verden, har dermed stadig ikke vundet en gruskamp i tre år.

Federer deltager i turneringen for 16. år i træk og blev noteret for sin 59. sejr. Dermed tangerede han rekorden for flest sejre, som indehaves af den ottedobbelte mester Rafael Nadal.

- Det var vigtigt for mig at være offensiv og forblive aggressiv i hele kampen. Jeg servede også godt, siger Federer, som lavede 40 rene vinderslag i kampen.

Federer vandt turneringen i 2009. De tre andre grand slam-turneringer har han samlet set vundet 16 gange.

Det var første gang, at 32-årige Federer har vundet en kamp, siden han for tre uger siden blev far til tvillingerne Lenny og Leo. Det var anden gang, at Federer blev far til tvillinger.

I forvejen er Federer også far til tvillingerne Myla og Charlene. Federers kone Mirka overværede kampen fra tilskuerrækkerne på Roland Garros-anlægget.

/ritzau/