French Open blev en skuffelse for verdens nummer to, Roger Federer, da han tabte til landsmanden, og den senere vinder, Stanislas Wawrinka allerede i kvartfinalen.
Om et par uger gælder det favoritturneringen, Wimbledon, og traditionen tro varmer Roger Federer op til den mest prestigefyldte af alle grand slam-turneringerne ved at spille ATP-turneringen på græs i Halle.
Her vandt han sidste år, og han har brug for en gentagelse, fortæller den 33-årige schweizer.
- På det her tidspunkt i min karriere har jeg brug for en perfekt forberedelse til Wimbledon. Det betyder en sejr, siger Federer ifølge AFP.
- Jeg vil forsvare titlen her i det stærke felt af konkurrenter. Det er præcis, hvad jeg har brug for, lyder det fra den syvfoldige vinder af Wimbledon.
Federer er topseedet i Halle foran japaneren Kei Nishikori og tjekken Tomas Berdych.
I første runde skal den schweiziske stjerne op imod tyskeren Philipp Kohlschreiber.
Skulle det lykkes 33-årige Federer at vinde Wimbledon i år, vil han blive den ældste herresinglevinder, siden turneringen i 1968 gik over til at have professionelle spillere.
Den rekord indehaves på nuværende tidspunkt af Arthur Ashe, der i 1975 vandt Wimbledon en måneds tid inden sin 32 års fødselsdag.
Federer var i finalen sidste år i London, men her tabte han i fem sæt til Novak Djokovic.
/ritzau/