FCN-træner efter overraskelse: Vi fightede den hjem

admin

10 år siden

|

22/03/2014

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland fik tre uhyre vigtige point i bestræbelserne på at komme væk fra den tætte bundstrid, da holdet lørdag besejrede førerholdet FC Midtjylland med 1-0.

I en kamp uden store spillemæssige højdepunkter var gæsternes træner Kasper Hjulmand alligevel glad for sine spilleres indsats.

- I dag fik vi den hjem på rigtig god fight og flot holdånd. Det blev lidt en forsvarskamp, hvor vi satsede på kontra, siger Kasper Hjulmand og tilføjer:

- Det var en kamp som så mange andre i denne her liga. Den lå og vippede, og den kunne falde til begge sider. FC Midtjylland kunne lige så godt have vundet, men i dag var marginalerne på vores side.

Kasper Hjulmands tropper havde nogenlunde styr på midtjyderne i de første 45 minutter, men i starten af anden halvleg havde FC Nordsjælland det svært med hjemmeholdets hårde pres. Derfor ændrede gæsterne formation og satsede på kontra.

- I anden halvleg satte FC Midtjylland sig på spillet, og jeg kunne se, at vi blev nødt til at spille en decideret forsvarskamp. Vi satte en ekstra midtstopper ind og satsede på at kæmpe den hjem.

- Det lykkedes endda at få puttet den ind i den anden ende, så jeg vil give kæmpe kredit til drengene. De sidder med isposer på de fleste af dem nu, og vi har en fantastisk følelse i kroppen, siger Kasper Hjulmand.

FC Nordsjælland er med lørdagens sejr nu fire point væk fra nedrykningsstregen. Alligevel er fokus i det nordsjællandske fortsat på at komme i sikkerhed hurtigst muligt.

- Vores status lige nu er, at vi ligger og kæmper for at komme væk fra nedrykningsstregen. Så vi glæder os over, at der kommer en helvedes masse kampe nu her, så vi hurtigst muligt kan komme væk fra den streg., siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/