FCM-topscorer: Vi er gode nok til at vinde i Esbjerg

admin

|

27/04/2014

Dagens topnyheder

AaB fører efter lørdagens knebne 3-2-sejr ude over OB lige nu Superligaen med fire point ned til guldbejlerne FC Midtjylland, som mandag møder Esbjerg og kan hale ind på nordjyderne igen.

Det kræver en FCM-sejr ude over vestjyderne og gerne scoringer fra Morten "Duncan" Rasmussen, som har vist god form mod Esbjerg i denne sæson. FCM-topscoreren har scoret tre mål i de foreløbige to opgør mod vestjyderne.

- Det bliver en svær kamp. Det siger vi hver eneste gang, men sådan er Superligaen i år - der er ingen hold, der lægger sig ned, siger Morten "Duncan" Rasmussen til klubbens hjemmeside.

Esbjerg har været stærke i foråret, hvor holdet har vekslet en plads under nedrykningsstregen til en foreløbig femteplads.

- Vi skal være lige så gode, som vi har været i de sidste par kampe, og så tror jeg også, at vi er gode nok til at vinde. Men Esbjerg er et dygtigt hold, så det bliver svært, understreger Morten "Duncan" Rasmussen.

FCM er ubesejrede i Esbjerg siden 2010, hvor det er blevet til tre midtjyske sejre og en uafgjort kamp.

- Vi har været inde i en god periode i ligaen, så jeg tror, vi har en rimelig god statistik mod de fleste hold. Men vi skal ikke lægge så meget i det.

- Det vigtigste er, at vi koncentrerer os om den kamp, vi skal spille mandag, og ikke hvad statistikken siger.

- Det bliver svært, og er vi der ikke 100 procent, så taber vi. Så er det ligegyldigt, om statistikken er positiv for os, lyder det fra Morten "Duncan" Rasmussen.

Med 12 superligakasser i denne sæson ligger Morten "Duncan" Rasmussen nummer tre på topscorerlisten.

Der er kickoff på Blue Water Arena i Esbjerg mandag klokken 19.

/ritzau/